Information

Onsild Messen sætter rekord i stande

Onsild Messen 2019 har fuldt hus igen med udstillere

Det så ellers noget mangelfuldt ud med tilmeldinger til årets Messe i Onsild lige efter sommerferien. Men den sidste måneds tid har det praktisk talt væltet ind med interesserede udstillere fra Sæby, Sindal, Aalborg, Skørping, Ranum, Aars, Skivum, Farsø, Ebeltoft, Randers, Hammershøj, Kvorning, Handest, Fårup, Mariager, Hadsund, Havndal, Møldrup, Vammen, Klejtrup, Løvel, Foulum, Tjele, Ans, Silkeborg, Ry, Hobro foruden flere lokale i Onsild, at der snart er dømt totalt udsolgt af standpladser.  Her i starten af november er der 46 forskellige stande at besøge og gøre en god julehandel ved den 8. december 2019. Af dem er der 15 som har bestilt dobbelt plads. Endnu mere fantastisk er det, at 28 af standene, er nye ansigter på Onsild Messen.  Men at ca. halvdelen af tidligere deltagere også bakker op igen er rigtig dejligt.  Der må gerne ske lidt fornyelse år til år og det er vigtigt at få trukket nogle nye spændende ting til også.  Det er dog også meget vigtigt at der er gengangere der holder ved.

Et væld af gaveideer til Onsild borgerne

Du vil kunne købe rigtig mange forskellige kvalitets og kreative hjemmelavede ting lige fra forskelligt Julepynt, Blomsterdekorationer, Garn, Strikdesign, kunstneriske ting i Læder, Glaskunst, Perler, Malerier, Pileflet, Butterfly og tøj til mænd, Filthatte, Futter, Sten, Trænisser, Hækling, Knipling, Vævning, Keramik, Lejlighedskort, Julekugler, Duftlamper, Smykke-design, til Wellness produkter, Hårshampoo, Aloe vera, Alternativ behandling, cbd-olie, Healing, Massage-behandling, Nyt tøjdesign, Brugskunst, Tupperware, El-scootere, Betonfigurer, skilte, Lokalhistorie og Humanitære foreninger, som Vølverne Lions, Kirkens Korshær, RødeKors og Y´mens club. Så årets Messe og julegavemarked bliver så spændende som aldrig før i Onsild hallen og vi håber, at du, som læser dette, vil kigge forbi på dagen, der er fra kl. 10-16.00, hvor udstillerne er klar til at tage imod.

Rundstykker og ost til de morgenfriske

Er du morgenfrisk, så serveres der gratis rundstykker, ost og kaffe fra kl. 9.00-10.00 til de første 100, der besøger messen. Rundstykkerne er sponsoreret af OK Tanken ved René Greve og den gode ost har Mammen Ost i Tavl ved Bjerringbro sørget for.  Ellers sælges der varm mad og flot kagebord i løbet af dagen.

Hjemmesiden er et vigtigt redskab

Der er en standplan og fortegnelse over udstillerne på hjemmesiden www.onsild-messe.dk, hvor også program og øvrig info vil være at finde op til Messen. Apropos hjemmesiden så er udstillerne rigtig glade for at blive præsenteret på denne måde med beskrivelse og billeder og hjemmesiden er med til at folk føler de bliver ekstra taget hånd om og set i månederne op til Messen.  Besøgstallet på hjemmesiden har også vist sit tydelige sprog, da der blot i de første 14 dage i oktober var over 1500 klik til hjemmesiden.

Borgerforeningen udlodder 2 stk. gavekort

I år vil der blive gjort en ekstra massiv indsats for at skabe et stort overskud ved lotteriet på messen med både børne og voksen lotteri.  I samarbejde med Onsild Borgerforening har Onsild messen valgt, at overskuddet skal gå til at få nogle markante forbedringer til legepladserne i Onsild By. Vi håber, at det vil blive taget godt imod og bakket op om, dels ved at der er mange sponsorer, som donerer fine gaver og dels at borgerne i Onsild og omegn besøger Messen og støtter lotteriet ved at vinde de mange dejlige præmier.  Sponsorer er meget velkommen til at kontakte os på onsild.messe@gmail.com vedr. præmier.  Alle sponsorer bliver vist/nævnt på hjemmesiden, på facebook og på selve dagen. Lodderne er derfor lidt dyre i år af hensyn til størst muligt overskud.  5 voksenlodder for 50,- kr. og 5 børnelodder for 25 kr. Lodderne bliver solgt ved indgangen sammen med entré, som igen i år er 25,- kr. for voksne.  Børn under 12 år har gratis adgang.  Også på indgangsbilletterne er der gevinster.  Bl.a. er der 3 stk. luksus Lakridsjulekalendere på højkant for børnebilletterne til værdi af 300 kr. pr. kalender. Alle gevinster og fordeling kan ses på hjemmesiden. En af de større gevinster, man kan vinde i lotteriet er 2 stk. gavekort á 500 kr. udstedt af Onsild Borgerforening til køb på OK-tanken i Onsild. I lokalbladet Kik og lyt er netop udkommer i disse dage er der også for første gang et nyhedsbrev om Onsild Messen ilagt til at tage ud og hænge op, så man husker at komme til Messe.

Stor tak til Husmoderforeningen

Efter lidt korrespondance frem og tilbage har Onsild Husmoderforening valgt ikke at overtage Onsild messen igen efter det års pause, man havde i 2018. Derfor fortsætter undertegnede for andet år med at få Messen op at køre, men vil understrege, at jeg tager et år af gangen, så længe helbred og kræfter tillader det. Det er ingen hemmelighed, det at stå alene med så stort et arrangement, er en kæmpe opgave og kræver mange ressourcer, men det er også en stor tilfredsstillelse, når alt klapper til sidst, hvor så mange mennesker deltager, hygger og arbejder sammen på dagen. Det er alt arbejdet værd.  Vi glemmer desværre tit at give hinanden et skulderklap, når noget går godt, så derfor vil jeg her igennem gerne rette en stor tak til Husmoderforeningen, dens bestyrelse og medlemmer for at have kørt Onsild Messen så flot igennem i så mange år.

Jeg ønsker derfor, vi atter må få en god Onsild Messe igen den 2. søndag i advent, en hyggelig dag, hvor ikke mindst Henning Hansen fra Aars spreder julestemning med harmonikaen. Sammen med det frivillige team til at hjælpe på dagen glæder jeg mig til at se alle, der har tid og lyst til at kigge ind på Onsild Messen 2019.

Dorte Rask Laursen

Koordinator for Onsild Messe & Julegavemarked 2019.

www.onsild-messe.dk

Facebook: Klik her og del Onsild Messens begivenhed.

Nyhedsbrev for Onsild Messen: Messenyhed_2019