Om Onsild Messen 2019
Til Onsild Messe & Julegavemarked – 2. søndag i advent
ONSILD MESSE & JULEGAVEMARKED BLEV ATTER EN STOR SUCCES I 2019
Der var en dejlig stemning hele dagen igennem på årets Messe i Onsild og 421 betalende voksne og 51 børn lagde da også vejen forbi trods det noget trælse vejr udenfor med regn og rusk. Det var ualmindelig flotte og kreative stande på årets julegavemarked. Alle som én med de 60 besatte standpladser i Onsild Hallen havde virkelig et hav af super interessante ting at byde på og det så ud til, at der var en bred god købelyst, hos de fleste. Det var dejligt at se, at udstillerne gør så meget ud af udsmykning af deres stande. Det kunne måske også være fordi, at der var sat 3 gevinster på højkant til flotteste stand, bedømt af publikum.
Publikum havde nemlig en afstemning igang med udpegning af de 3 flotteste stande. Det blev med hver 11 stemmer til hhv. Margit Halkjær Kristensen, Mejlby med pileflet, Dorthe Fogh Pedersen, Klejtrup med julepynt og Galleri Livoni, Tjele med sin flotte stand af betonfigurer.
Der var en lille undersøgelse i gang mere for publikum med bl.a. hvor man havde hørt om Messen samt hvor godt man syntes om helhedsindtrykket. Det var overvejende Facebook, Dagspressen, og det lokale blad Kik & Lyt, at folk havde læst om Messen og der var den største tilfredshed med årets messe og størsteparten af de besøgende havde svaret på undersøgelsen at man ønskede at komme og besøge Messen igen. Der var 82 personer som havde bedømt standene og deres indtryk af Onsild messen.
Dagen startede fint med gratis kaffe, rundstykker fra OK tanken ved René Greve og dejlig ost fra Mammen ost og rigtig mange benyttede sig af tilbuddet og så var Messen ligesom godt i gang. Et stort gavebord/lotteri sponsoreret dels af de mange udstillere samt af lokale erhvervsdrivende og indkøbt af Onsild Messe blev styret af forhenværende læge Lise Storm fra Borgerforeningen. Overskuddet er endnu ikke gjort op, men der vil være et pænt beløb til Borgerforeningen, som kan bruge pengene til at forbedre legepladserne i Onsild med, sådan som det var formålet med lotterisalget.
Selve planlægningen og koordinering af Onsild Messen 2019 har taget det bedste af et halvt år for Dorte Rask Laursen, indfødt Onsildborger, som har været alene kvinde om at køre Messen i stilling. Invitation af udstillere, opdatering af hjemmesiden onsild-messe.dk med udstillernes oplysninger og billeder, etablering af standplanen, indsamling af ca. 100 gevinster samt at få koordineret hjælpetruppen, bestilling af mad og ophæng af plakater i området, få fordelt flyvers ud til et stort netværk, orientere pressen forud for Messen, er nogle af de mange kasketter, som Dorte har haft på. Der er slet ikke tal på alle de arbejdstimer, der er gået forud for Onsild Messens 10-16.00 åbningstid.
En særlig tak skal også lyde til den frivillige hjælpertrup på 13 dejlige personer & min familie, som fik dagen til at klappe så fint, både opstilling af standerborde, strøm og oprydning, salg af mad og det lækre kagebord, som i øvrigt hurtigt var udsolgt samt opdækning til og serveringen af rundstykker og kaffe, styring salget af entre, pyntning af cafeen og indgangen. Ikke mindst stor tak til min familie som har lagt øre til alt min snak omkring Messen det sidste halve år.
Onsild Messen 2019 blev den største jeg kan huske hvad angår både udstillerskare og besøgende. Så vi kan med god samvittighed lave Onsild messe & Julegavemarked igen til næste år, som bliver 2. søndag i advent den 6. december 2020.
På hjertelig gensyn i 2020
Dorte Rask Laursen
Koordinator for Onsild Messen 2019.
Billedgalleri viser udstillerne og indtryk fra Onsild Messen 2019. Foto Erik Røgild, www.ihobro.dk.